Frivillig hos Lund Kattehjem

På Lund Kattehjem, kan vi altid bruge frivillige hænder, da vi er et kattehjem som drives på frivillig basis. Vi søger altid katteglade menneske, som har tid, lyst og interesse i at hjælpe vores herreløse katte.

Alle frivillige arbejder ulønnede for kattehjemmet, og der er mange fordele ved at være frivillige medhjælper. Du vil blive en del af et stort netværk af passionerede kvinder og mænd I alle alder og med forskellige forudsætninger.

I oversigten nedunder, kan du se de forskellige opgaver, man kan arbejde med som frivillig på Lund Kattehjem. Du vil få en oplærningsperiode som passer til dine opgaver.

Hvis du har lyst at blive frivillig, eller har gode idéer,så send os en mail.

Salgs-piger (drenge er også velkomne)

I kattehjemmets åbningstider vil der være telefoniske opkald, modtagelse, fremvisning og salg af katte, samt administrative opgaver.

Åbningstider

Mandag 16-17
Tirsdag 16-17
Onsdag 19-20
Torsdag 16:30-17:30

Du kommer typisk på vagt en fast dag om ugen / hver anden uge, hvor du lærer opgaverne sammen med en erfaren salgspige.

Rengøringsholdet

Rengøring af kattehjemmet forgår alle hverdage (inkl. ferie og helligdage) i tidsrummet mellem 9-13, hvor der altid er to frivillige på vagt. Det er vigtig at kattehjemmet rengøres i det tidsrum, så der kan være rent og klar til åbningstiden om eftermiddagen.

Opgaverne består af rengøring af bure, skåle, bakker og gulvet. Tæpper, betræk og klude skiftes og lægges til vask. Derudover kan der være almindelig oprydning.

Plejefamilier

Vi har altid brug for plejefamilier, især i perioden maj til september, da det er højsæson for killinger. Det vil være en fordel, at du har erfaring med katte, men det er ikke nødvendigt.

Ved plejefamilie forstås socialisering og pasning af katte / killinger i privat hjem.
Opgaverne kan være :
* Missemor med killinger,
* Små killinger som skal flaskes op, hvis de har mistet deres mor
* Moderløse killinger, som selv kan spise

Sypiger

Da der bruges mange tæpper og puder til bure og transportkasser, har vi et løbende behov for kreative sjæle, der er fingernemme ved en symaskine og har lyst til at sy puder og tæpper til kattehjemmet.

Materialerne får vi løbende doneret, så der vil ikke være nogle udgifter forbundet med arbejdet. Det kræver dog, at man selv har en symaskine til rådighed, da kattehjemmet ikke stiller maskine eller lokaler til rådighed.

Fotografer

Vi har brug for en frivillig til at tage gode billeder af vores katte på kattehjemmet eller hos plejefamilierne.

Billederne skal bruges på vores salgsside. Mange af vores kunder finder deres fremtidige kat gennem medier, og derfor er det meget vigtigt for os, at vi holder et flow af flotte billeder af vores dejlige katte på hjemmesiden her og i Facebook-gruppen.